Music
Reviews of CD's and bands
Bradley Brothers: Irish Dance World
A very good dance CD!
Review by Yvonne R. Swerke
100% Pure Irish Dance - Essential Music for all serious competitors
The CD it split into four parts, music for:
1) Beginners level
2) Intermediat level
3) Set dances (as S:t Patrick´s Day, Blackbird etc.)
4) Open level
It sounds a bit like Swedish dance band music.
Review by Yvonne R. Swerke
Rince - The Complete Irish Dancing Set
Good CD with various music to all sorts of irish dances.
Review by Li Willumsen
Emerald Isle Series - Celtic Dance
Lively and powerful jigs, reels and waltzes.
Review by Ilona Sándor
Ash Plant (in Danish)
DER ER NÆPPE nogen vesteuropæiske lande, der ikke kan mønstre et pænt antal grupper, som dyrker den irske folkemusik. Det være sig med eller uden tilvandrede irere blandt medlemmerne. Intet andet lands folkelige musikkultur (med New Orleansjazzen som en mulig undtagelse) har i samme grad vundet indpas uden for sit hjemland. Og der er ikke nogen tilsvarende gruppe på hjemlig grund, der formulerer sig med en så utvungent autoritativ blanding af fordoms frihed og stilsikkerhed, som kvintetten Ash Plant.
Med kun en enkelt udskiftning i besætningen gennem de sidste 15 år har gruppen nået en smuk detaljering og nuancerigdom i sammenspillet mellem Peter Sørensens violin, Henrik Bjørslevs fløjte, Joakim Friis-Holms harpe og bouzouki og Martin O'Hare's bodhran og dertil dette befriende, at der ikke partout skal spilles af karsken bælg med pedalen i bund. Snarere synes gruppen faktisk at folde sig friere ud i en mere lavmælt musiceren, hvad der på ingen måde udelukkede det fysisk medrivende. Et par jigs, 'Banish misfortune' og 'Humors of Ballyloghlin' var i så henseende et prægtigt eksempel med Bjørslevs livlige fløjte ansporet af O'Hares bemærkelsesværdige, diskret klangige bodhranspil. Sangeren Kevin Horan har en herligt præcis artikulation i de raskere tempi, men gør trods alt større indtryk, når tempoet sættes lidt ned, og han kan ramme det punkt, hvor maskulinitet og inderlighed mødes. Og så er det ikke nogen dårlig idé af gruppen også at spille dansk musik. Når de kan levere et par Fanø-stykker som hér, med sødmefyldt violinspil originalt understrøget af wirebrush på bodhran, har vi faktisk ikke bare en gennemspilning, men en personlig tolkning.
Men jeg kan ikke nære mig for at fremhæve de to kvindelige dansere, gruppen havde medbragt til et par af de irske jigs og reels. Ikke mindst hos Marianne Green var der en fjerlet spændstighed og en rytmisk snert, så man et øjeblik måtte tro, at det var hende, der drev gruppens musik fremad. Selv uden detailkendskab til irsk dans tør jeg sige, at det var temmelig overvældende.
THORBJØRN SJØGREN
Anmeldelse fra POLITIKEN 23. April 2001
--------------------------------
Ash Plant er en institution indenfor irsk musik i Danmark.
De er et hjemligt bud på en vaskeægte international succes. De har turneret over det meste af Europa og optrådt på utallige festivaler i både Vest- og Østeuropa. Deres musik bygger på den flere hundrede år gamle irske tradition og spænder vidt - lige fra slow-airs, over friske sange, til vilde jigs og reels. Desuden komponerer flere af Ash Plants musikere selv egen musik.
De seneste år har de endvidere føjet danske traditionelle melodier og spændende middelalderkompositioner til deres repertoire. De har forstået at kombinere det folkelige med det fornøjelige.
Ash Plant blev dannet i 1982 og de mange års "træning" og turneren har bragt dem helt i toppen af eliten indenfor irsk musik. Her snakker vi ikke kun dansk elite, men selv i den irske musiks hjemland er Ash Plant synonym med irsk musik af høj kvalitet. De spiller og synger som var de alle fuldblods irere, selvom kun to af de fem medlemmer i gruppen rent faktisk kommer fra den grønne ø. De øvrige har dog dyrket den irske musik siden deres ungdoms vår og det er ikke til at høre at de ikke er ægte irere.
Alle gruppens medlemmer er geniale musikere og forstår til fulde at udnytte deres forskellige instrumenters potentiale til det yderste og samlet fører det til en sound der ikke fås meget bedre. Den spændende instrumentering gør, at selvom Ash Plant spiller traditionel irsk musik, så har de deres helt egen klang. Harpen er det irske nationalsymbol, men alligevel er det forholdsvis sjældent at høre harpen i gruppesammenhæng.
Det er tydeligt at høre at når Ash Plant går på scenen er det ikke blot for at få overstået et job, for de elsker simpelthen at optræde og spille deres musik. Selvom de spiller fra hjertet er de samtidig et topprofessionelt band der spiller så tæt sammen at alle, selv ikke-kendere af irsk musik, kan høre at det er noget ganske specielt Ash Plant præsterer.
Hvad enten Ash Plant spiller på en lille intim pub eller på en stor festivalscene er publikum altid garanteret en stor oplevelse.
Shows
Reviews of Irish dance shows
Celtic Tiger
* Löfbergs Lila Arena, Karlstad
* Höjdpunkt: De (lite för få...) numren där hela kollektivet av dansare hade steppskorna på!
FOTO: LARS SJÖQVIST
VI TREVAR OSS fram i mörkret till våra platser när 40 dansare med Michael Flatley i spetsen slår steppjärnen i golvet på Löfbergs Lila Arenan. Håren reser sig på mina armar. Det smattrar öronbedövande och tio ton högtalare blåser musiken halvvägs (lyckligtvis inte mer...) genom mina gula öronproppar. Mina lungor börjar vibrera i takt med de djupa, dova basgångarna. WOW, tänker jag, om jag någon gång i mitt liv ska få uppleva hur det känns när den celtiska tigerns hjärta dunkar, när ögonen glöder, när tänderna blottas, så är det i kväll!
DE OSANNOLIKT vältränade dansarna virvlar med millimeterprecision över scenen. Jag följer strålkastarna och inser att herregud, det är fullsatt! 6 000 personer har denna lördagskväll vallfärdat till "Celtic Tiger" av och med Michael Flatley, mannen som skapade "Riverdance" 1994!
När irländaren Flatley hyllar den keltiska tigern handlar det inte om den snabbt växande "tigerekonomin" i hans land. Flatleys tiger symboliserar det mod och den styrka som vaknar hos de förtryckta (inte bara på Irland) när de längtar efter frihet och ett värdigt liv.
EN UNG POJK trixar med en boll, men inte ens ett barn får längta, ingen får längta efter någonting alls, minsta dröm måste slås ner eftersom drömmar och längtan skrämmer vettet ur alla härskare. En tanks rullar fram, eldröret fyller scenen, ett pansarskott rullar över publikhavet. Pojken med drömmen är död.
Dansföreställning? Ett sånt litet finrumsord gör inte Flatleys megaprojekt rättvisa! Han bjuder oss på ALLT, ett svep över Irlands historia, en fartfylld happening där vad som helst kan hända: än är jag på bio, än på teater, nästa stund på teater, opera och tåspetsbalett, ibland är det alltihop på en gång! Ljus, ljud, hav, himmel och eld strömmar över publiken. Och så kommer, insprängt i multikonstverkets drama, några nummer med den "vanliga" riverdance-steppdansen.
JAG HÖR PÅ styrkan i applåderna att det är smattret av 80 skor i golvet som gång på gång får livsandarna att vakna hos den mångtusenhövdade publiken. Det är en överväldigande show, jag är helt säkert på att folk strömmade nöjda från Löfbergs Lila Arenan i lördags.
Som barn fick Michael Flatley ständigt höra att han var en drömmare, han skriver själv i programmet att det är just dessa "värdelösa" drömmerier, som han nu förvekligar på scenen. Hans skollärare i småskolan slet antagligen hårtussar ur hans kalufs och smällde hans fingrar blå med trälinjal. Inte alla drömmare överlever en sådan behandlingen. Flatley gjorde det.
ANN OLSSON-GISLOW
© Värmlands Folkblad
Article published by Sharon on nsid.org with permission form Värmlands Folkblad (Per-Olof)..
